Juncker

Juncker

Nogle husker måske kvintetten Junior, som år 2000 udsendte det fine, men groft oversete På flugt fra alting med en vis Christian Juncker i front som sanger, sangskriver og guitarist? De pågældende vil vide, at den gav ordet 'lovende' en helt ny og spændende betydning.

Hvis ikke, kan man nu så til gengæld glæde sig over endelig at støde på denne talentfulde unge mand igen sammen med hans faste samarbejdspartner Jakob Groth Bastiansen. Deres fælles nye udspil, Snork City, er et hitspækket, dansksproget, velproduceret og melodisk skudsikkert poprock-album, som lydhørt og begavet giver nationen – før som nu – en kærlig rodbehandling.

Med rødder i 1970'ernes dansksprogede bølge fører Juncker durk den meningsfyldt dybtstikkende sang ind i det ny årtusinde – og direkte ind på den harddisc, der lagrer vores kollektive hukommelse. Og Juncker gør det med udsøgt sprogfornemmelse, suggestiv erindringskraft og en oplagt melodisk tæft, der har tvunget Statsradiofonien til at gøre ikke færre end to af albummets sange – den på en gang ørehængende og dog melankolske "Mogens og Karen" og den skævt snurrige rocker "Snork City Blues" – til P3's Uundgåelige, hvorved han allerede inden pladen er på gaden, har fået en stor del af nationen i tale.

Netop hvad Juncker gerne vil, for hans kunst omhandler i sjælden grad Nationens Tilstand – helt uden ironi og løftede pegefingre, men dybfølt, undrende, humoristisk, varmt og med en god del tristesse over den generelle udvikling i smørhullet, hvor det kunne være så godt, men faktisk er lidt trist. For der er jo Danmark, som vi ville ønske det så ud. Dét tager sig så idyllisk og indbydende ud på guldaldermalerier, i nittenhundredetallets fædrelandssange, i folkekomedier og på de postkort, der falbydes turister.

Så er der det Danmark, de fleste af os bebor; fuldt af ansigtsløse parcelhuskvarterer, betonslum, industriparker, indvandrerghettoer, indkøbscentre, parabolantenner og kolonihaver klods op og ned af fabrikker og motorveje. Hvor stressede kernefamilier forsøger at få det til at glide på bedste beskub inde bag flot klippede hække, mens børnene leger på velplejede plæner og nye automobiler – købt på kredit – pynter i indkørsler og carporte. Hvor banale konflikter, smågnidninger, dagligdagsfrustrationer og aftenens tv-program fylder mere end storpolitik, miljøplaner og globale visioner. Hvor der i det skjulte drømmes storslåede drømme, mens dagligdagens dont æreskært passes, for at få tingene til at glide fremfor at skride. Og hvor længslen efter enkle løsninger på komplekse problemstillinger giver charlataner og populister frit spil overfor en befolkning, hvis ufattelige tryghed hviler på bundløs angst.

Det er i krydsfeltet mellem disse glansbilleder af Dannevang og det faktuelle liv sammesteds, at de fleste af fynboens Junckers billedrige, dobbelttydige og sørgmuntre fædrelandssange udspiller sig. I et rige, hvor der helst synges om kærlighed, tager denne melodisk begavede spillemand lytteren med ud på sightseeing i en nation, der vånder sig under moderniteten, men under ingen omstændigheder vil undvære dens bekvemmeligheder. For Juncker ved "hvor der findes/et ualmindeligt lille land/det’ koger som kartoffelvand", som det hedder i åbningssangen "Kongen af kartoffelvand" på den løfterige debut, én af de mest substantielle og interessante plader i den bølge af danskssproget musik, vi lykkeligvis begaves med i disse år.

Et andet spændingsfelt, der fintfølende udforskes på de 11 skudsikre og vandtætte kompositioner, der udgør Snork City, ligger mellem barnet Christian og den voksne Juncker: "Det land som jeg mindes/var kvit og frit så sort og hvidt/så ligetil og bare mit..." ("Kongen af kartoffelvand"). Det er nu ikke nostalgiens ærinde, Juncker går, men en indenfor dansksproget musik hidtil uhørt udforskning af sammenstødet mellem de forestillinger, vi gør os som børn og den virkelighed, vi færdes i som voksne.

Men Juncker husker udmærket opvækstens skyggesider; en idyllisering af barndommens land er ikke hans ærinde: "Da fjernvarmen kom og krigen var kold/i en tid fuld af tvivl, mund og klovsyge og splid/der kom gennem rør til hver eneste dør". Næ, det spørgsmål han stiller – og som de fleste vel stiller sig selv i ny og næ – formuleres på "C'est la vie" således: "Hvordan var det vi landede her/hvordan blev vi lige dem vi er".

Der stilles mange spørgsmål, men peges ikke fingre af nogen – billig moralisme er ikke på tapetet her, selvom Juncker med barnets fordomsfrihed tillader sig at stille en stribe oplagte spørgsmål om de anseelige klasseforskelle, der findes i landet uden høje bjerge. På "C'est la vie" konstateres det således, at "nord og syd for København/sopper vi i samme hav/der er tang og solopgang", men at der ikke desto mindre er en "en verden til forskel på held og besvær". Og i "På den anden side" konstaterer han om familiens fine naboer, at han "ville så gerne tro de var ligesom os/flasket op med papvin og hygge på trods". Som barn kan det være svært at begribe, hvorledes verden er opdelt i A- og B-individer. Det kan det forresten også som voksen.

Snork City vrimler med præcise iagttagelser, dyrekøbte erfaringer og bittersøde erindringer om livet her højt mod nord, gjort af en sangskriver, der ubesværet pendler mellem det personlige og det almene. Det er altsammen ualmindelig dygtigt gjort og man skal være en hård negl, hvis ikke man oplever et stød af genkendelse ved mødet med Junckers poetisk fortættede og voldsomt identificerbare billeder af et Danmark midt mellem det traditionelt så nært nationale og det ny årtusindes krav om internationalt udsyn og orientering, mens "bilerne kører/og asfalten bløder/frem og tilbage/mellem arbejdsplads og koteletter i fad..."

Udover ti af Junckers egne kompositioner – et par af teksterner er blevet til i samarbejde med en vis Poul Krebs  - forefindes der på "Snork City" en vindende version af Elisabeths indtagende "Sotto voce", der vil fylde ophavskvinden med stolthed.

Pladen er produceret af Nicolaj Bloch (upcoming London-producer) og mixet og optaget af henholdsvis Guy Massey (Depeche Mode, The Bees, Divine Comedy, Manic Street Preachers, Spiritualized m fl.) og Ian Grimble (Travis, The Fall, Siouxie & The Banshees, Marc Almond m.fl.). Sally Herbert (Robbie Williams, Kylie Minogue, The Go-Betweens m.fl.) har arrangeret strygere på et par af pladens skæringer. Pladen er masteret i selveste Abbey Road af Sean McGee.

Ja, "dig har vi aldrig fået hilst på", synger Juncker et sted så smukt på "Mogens og Karen". Jamen, det er da også for dårligt. Men nu er muligheden der, så tag godt imod Juncker, som har tiden, talentet og tonerne på sin side.

www.junckerweb.dk