Shu-Bi-Dua

Shu-di-dua

”Det er ikke let at være Gasolin´, når Shi-bi-dua indtager Danmark, imens man forsøger at indtage USA”. Således ifølge Dan Turèll i teksten For meget, mand (1977), og tydeligere kunne det ikke siges. I midten og de sene 1970´ere var der to bands, der herhjemme kæmpede om publikums gunst, og det var Gasolin´ og Shu-bi-dua. Den umiddelbare kamp vandt Shu-bi-dua, for Gasolin´ fik ikke hul igennem til det forjættede land og vendte slukøret tilbage og gik i opløsning i efteråret 1978. Herefter sad Shu-bi-dua på det brede publikum.

Interessant. Især i betragtning af, at gruppen faktisk blev dannet som lidt af en parentes. Men sådan er det med mange populære ting her i livet. Penicilinet blev jo for eksempel opfundet ved en fejltagelse! Men dengang i 1973, hvor Michael Bundesen og Michael Hardinger spillede seriøs rock i gruppen Passport, gik de og havde sjov med at ”undersætte” gamle amerikanske rock´n´roll-sange og i det hele taget hygge sig med 1950´ernes musik. I ren og skær kærlighed til genren skrev de sangen Fed rock, som de fik udsendt på en single, der i den grad bragede igennem lydmuren, så det meste af nationen kom på fornavn med Shu-bi-dua.

Passport blev dernæst begravet og Shu-bi-dua opgraderet fra hobbyrummet til fuldtidsbeskæftigelse, for der var bred opbakning til disse skøre kugler, som var dukket op så pludseligt og taget førergreb på det danske sprog. Med sangtitler som Kylling med softice, Brutale løg og Generatorbouillon, alene fra debut-lp´en Shu-bi-dua (1974), var der ikke dømt business-as-usual i dansk rock, og der gik da også kun et par plader, før Shu-bi-dua havde fået udvidet fanklubben til også at omhandle hr. og fru Hakkebøf. Med andre ord var Familien Danmark stået på vognen, og Shu-bi-dua 3 (1976), Shu-bi-dua 4 (1977) og 78´eren (1978) med hits som Hvalborg, Vuffeli-Vov, McArine og Den røde tråd kanoniserede nærmest bandet som ”nationens band”.

De næste ti år udgav gruppen typisk et album hvert andet år, og selv om Shu-bi-dua ikke længere var nyskabende på den danske scene, så var gruppen fortsat en velsmurt og driftsikker maskine, som stadig kunne tilfredsstille publikum og indimellem levere en sang til den store danske sangskat som Midsommervisen på Shu-bi-dua 7 (1980). Efter en relativ stille periode i de sene 1980´ere vendte Shu-bi-dua stærkt tilbage i 1992 med Shu-bi-dua 13 (1992) med sangen Sexchicane, der i 1993 fik en Grammy som Årets Hit. Senere samme år udgav de et julealbum med reggaesange, Shu-bi-40 (1993), og i 1998 kunne gruppen fejre 25-års jubilæum med den tredobbelte cd-boks Shu-bi-læum 73-98 (1998), som solgte i mere end 150.000 eksemplarer.

Sølvbryllupsfesten sled dog ikke hårdere på musikerne, end at de fortsatte ufortrødent ind i det nye årtusinde, og i 2005 udkom deres bud på en række fortolkninger af H.C. Andersens eventyr på cd´en Shi-bi-dua 18 (2005). Forinden havde gruppen udgivet Shu-bi-dua 200 (2003); en handy lille boks med ti cd´er og ”200 sange til 200 kroner”. Det var et tilbud, der ville noget, og Shu-bi-duas aktier gik på ny i vejret og cementerede gruppens status. Ikke blot som en af de mest populære, men også som den med det største samlede pladesalg i Danmark overhovedet.

Shu-bi-dua har igennem årene været yngleplads for mange musikalske fugle, og bortset fra et mindre orlov har sangeren Michael Bundesen været med fra starten og altid tegnet bandet. Det gør han stadig den dag i dag, hvor han flankeres af Ole Kibsgaard (guitar); Kim Daugaard (bas); Jacob Christoffersen (keyboards) og Peter Andersen (trommer).

I den tidligere nævnte Dan Turèll-tekst hedder det videre: ”Det er ikke let at være Shu-bi-dua og har indtaget Danmark og vide, at USA venter”. Hans ræsonnement er logisk nok, for hvilket populært dansk band igennem tiderne har ikke haft udenlandske ambitioner? Nej vel, men Shu-bi-dua har fra første færd valgt at se sig selv som et dansk band, som spillede sine danske sange for et dansk publikum. Gruppen vidste, at dens musik og udtryk var – og er – så dansk, at der skulle lidt af et mirakel til, hvis et ikke-dansktalende land skulle tage bandet til sig og forstå og måske ligefrem værdsætte gruppens univers.

Men Shu-bi-dua har faktisk givet et utal af koncerter uden for landets grænser, og det skyldes netop danskheden i deres udtryk. Alle danskere – ung som gammel – har et forhold til gruppen, og beder man en udstationeret dansker udfærdige en liste over tre danske ting, som han eller hun savner, vil listen typisk indeholde leverpostej og/eller remoulade, Piratos og Shu-bi-dua. Muligvis i en anden rækkefølge.

Der ligger den så i dag. Mere end 35 år og 18 regulære albums inde i karrieren er det svært at sige noget om Shu-bi-dua, som ikke allerede er sagt. Gruppen har været her og der og alle vegne, har gjort dette og hint, spillet i by og på land og i det hele taget været omkring sig. Men én ting er sikkert: Lige meget hvem de er, lige meget hvor de er, leverer de varen: Shu-bi er stadig de eneste, der dur.